Signe Damgaard Jepsen: God content marketing handler om følelser
af Joakim Ditlev - 07 maj, 2014 - 0 kommentarer
Hvem er forfatterne til Content Marketing Bogen egentlig? Her får du 6 skarpe spørgsmål til content-kvinden, Signe Damgaard Jepsen.
Signe Damgaard Jepsen
Journalist og content specialist, står bag content.dk
Hvad er din motivation for at skrive Content Marketing Bogen?
Danske virksomheder og organisationer kan få gavn af at skabe gode og langvarige relationer til deres kunder – og ikke blot fokusere de engangsknald, der risikerer at komme ud af slagtilbud på slagtilbud.
Men det er svært for både marketing- og kommunikationsfolk at rykke ud af komfortzonen og i stedet blive kundeorienteret og fokusere på, hvordan de kan være noget for deres kunder.
Jeg vil gerne bruge min erfaring til at hjælpe dem med det.
Hvordan står du i forhold til content marketing?
Jeg sværger til, at content marketing er mere end en strategi for, hvilket indhold du skal distribuere på hvilken kanal hvornår.
God content marketing kombinerer dine værdier og kernefortælling med din kundes behov og skaber dermed engagerende indhold, som hjælper kunden på den ene eller anden måde – mens dit salgsbudskab står i baggrunden. Det er den bedste måde at skabe den følelsesmæssige relation til dine kunder – den relation, som er afgørende for, hvor meget de køber hos dig.
Hvad gør du for dine kunder til daglig?
Jeg hjælper mine kunder med at udfolde deres potentiale for godt content. Det gør jeg gennem strategiske workshops, sidemandsoplæring og desideret undervisning – i alt fra at skrive godt til mere strategiske kampagner. Jeg laver også content for mine kunder. Men jeg vil allerhelst hjælpe dem til at blive bedre til at lave indhold, fordi jeg mener, at virksomheder og organisationer udvikler sig mest ved at have produktionen af indhold tæt på i dagligdagen.
Hvad er din yndlingscase?
Humor, omtanke, sunde værdier, som giver genklang hos modtageren. Det er for mig kernen i en video, som den amerikanske restaurantkæde Chipotle lavede for et par år siden. Den animerede film viser, hvordan en landmand bliver så træt af det industrialiserede samfund og landbrug, og gør op med det for at skabe en bedre verden.
Videoen er ikke belærende, men den giver lyst til at lære og giver seeren lyst til at dyrke det gode selv – og hjælper på den måde seeren til at få kontakt med sig selv på en række områder. Den giver en positiv følelse i forhold til Chipotle, så positiv, at det slet ikke føles som marketing.
Den vandt en pris ved Cannes International Festival of Creativity.
Hvad synes du om at arbejde sammen med Joakim Ditlev?
Det er fuldstændig vildt at gå i gang med at skrive en bog med en ekstremt stram deadline samtidig med, at vi begge to har passet hver vores selvstændige forretning og en række andre projekter. Derfor er det fedt, at en af Joakims store styrker er at være god til at bide opgaver over i mindre bider og gå i gang med dem i den rigtige rækkefølge.
Derudover er Joakim super skarp i pæren, god til at fokus på målet og til at indgå gode kompromisser.
Og nåh ja, så er han virkelig god til at være humoristisk, når han kommenterer mine tekster. Vi skriver i Google Drive og skriver så kommentarer til hinanden, når vi læser den andens seneste arbejde igennem. Her skriver Joakim altid de sjoveste kommentarer (som for eksempel og er altid fantasifuld – lige meget hvor sent eller hvor mange tanketork, jeg laver. Det er den slags små detaljer, der gør et samarbejde værdifuldt og fedt.
Hvis du selv kunne bestemme, hvad ville du så gøre med content marketing og for hvem?
Kender du fortællingen om, at det altid er skomagerens børn, der har huller i skoene, psykologens børn, der hænger i gardinerne og kommunikationsvirksomhederne, der ikke er særlig gode til kommunikation.
Sådan er det faktisk også i mediebranchen, som jeg har været i siden 1999.
Der er med andre ord noget at komme efter. Og hvis det kan lade sig gøre at sælge flere Red Bulls ved hjælp af content marketing, kan det også lade sig gøre at sælge mere journalistik ved hjælp af content marketing – selv om det indrømmet må høre til en af de sværeste nødder at knække.
Jeg har det imidlertid godt med svære opgaver, så at gøre journalistik i for eksempel Børsen mere attraktivt ved hjælp af content marketing vil være en drømmeopgave for mig.
Har du noget du vil spørge Signe Damgaard Jepsen om, så brug kommentaren eller spørg på Twitter.